Søg | Indeks | Sitemap |  Til forsiden

Du er her: Forside Bysamfund og bydele Lokalcentre Krunderup

Udskriv siden

Krunderup

Ikke for store - men store nok

I Krunderup by er der 404 indbyggere og dertil kommer et opland af næsten dobbelt størrelse med 710 indbyggere. Oplandet omfater landsbyerne Naur og Sir. Krunderup by er udpeget som lokalcenter for den nordvestlige del af oplandet til Holstebro by.

Det betyder bl.a. at byen og centerområdet skal kunne indeholde funktioner, der kan dække befolkningens daglige behov. Byrådet forpligter sig til at give mulighed for en større bolig- og erhvervsmæssig vækst således, at der er mulighed for, at de almindelige lokalcenterfunktioner kan opretholdes. I byen er der i dag skole, daginstitution, sognegård og idrætsfaciliteter med hal. Der er ingen dagligvarebutik.

I de seneste 6 år er der opført 14 nye boliger i området, 12 i byen og 2 i oplandet, hvilket svarer til godt 2 boliger om året.
I kommunens boligbyggeprogram forventes det, at der bygges 3-4 boliger om året, i alt 49 boliger i perioden frem til år 2021, hvilket bygger på en optimistisk fremskrivning af boligbyggeriet de foregående 6 år. Hovedparten af boliger vil sandsynligvis blive ejerboliger opført som fritliggende parcelhuse og tæt-lav byggeri.

Befolkningstallet er de sidste 5 år steget med 14 % i byen, svarende til 50 personer. I oplandet har der været en tilbagegang på 1,6 % svarende til 12 personer. En meget typisk udvikling i forhold til kommunens øvrige lokalcentre.

Befolkningsprognosen viser, at befolkningstallet i Naur-Sir skoledistrikt vil falde med 4 %. Det betyder, at der samlet set for byen og oplandet vil være 44 personer færre, når vi når frem til år 2021. Dette på trods af en befolkningstilvækst i Krunderup by på 53 personer, svarende til 13 %. Tendenserne til et faldende befolkningstal i oplandet vil altså fortsætte.

Mål

  • Bevare den offentlige og private service i lokalcentrene.
  • Tilbyde et varieret udbud af boligtyper, der kan tilgodese alle familieformers og aldersgruppers behov.
  • Bevare og forbedre eksisterende bymiljøer.
  • By- og boligmiljøer skal sikres en høj kvalitet ved nybyggeri og ombygning.

Borgerforeningens vision

  • Vil ikke være for store ? men vi skal være store nok!
  • Vil fastholde vores skole, institution,mange aktiviteter og den positive befolkningsudvikling.
  • Vil arbejde for en sikker og stabil udbygning af Krunderup - tage godt imod tilflyttere.
  • Vil fortsat være gode til at engagere vores indbyggere i det fælles liv.
  • Vil udnytte de muligheder, der ligger i vores natur ? og vi deler gerne mulighederne med andre.
  • Aktiv medspiller i forhold til kommunen - sætte vores præg på den fremtidige planlægning.

Boligudbygningsområder

Skovholt

Et kommunalt udbygningsområde på ca. 2 ha, hvor der er plads til i alt 11 parcelhusgrunde. Der er stadig 7 grunde til salg i området. Området udgør en mindre del af et større lokalplanlagt områdem, der skal rumme udbygningen i planperioden på 12 år.

Det lokalplanlagte område er i alt på 8 ha og vil foruden ovennævnte grunde kunne rumme yderligere 43 boliger. Bebyggelsesplanen er udformet således, at den naturligt kan byggemodnes i tre etaper i takt med efterspørgslen.

Centerområde

Det nye udbygningsområde mellem Krunderup og Idrætscenter Vest der omfatter ca. 60 ha vil fuldt udbygget kunne rumme ca. 600 boliger.

Dette område kan på sigt sammen med Krunderup, måske danne grundlag for et nyt bydelscenter til butikker. Bliver det en realitet vil centret blive placeret med gode adgangsforhold fra de overordnede veje og det interne stisystem.

Grønne områder

Kommunen har ansvaret for det grønne areal nord for gravhøjen ved Krunderupparken. Området plejes i dag af kommunen på lavt niveau. Beboerne i området er interesseret i selv at foretage græsklipning af arealet. Det forudsætter, at der foretages en planering af arealet. Kommunen vil vurdere muligheden for en eventuel planering.

Trafik og stier

Borgerforeningen har sat fokus på trafik og infrastruktur i lokalområdet, og har allerede udarbejdet et oplæg, som er drøftet med Holstebro Kommune i september 2008. Der er påpeget følgende problemer:

1. Forbedrede  forholdene på selve Langemettevej, bør have gadebelysning og måske lukkes.

2. Oversigtsforholdene i Naur er dårlige. Her er brug for f.eks. spejle eller chikaner.

3. I Sir køres der for hurtigt og krydset er uoverskueligt. Bedre chikaner kunne bedre situationen.

4. På Sirvej mellem Lemvigvej og Struervej Landevej kører lastbiler, der bruger strækningen som en smutvej uden om Holstebro. På Sirvej i Krunderup køres der også stærkt og indkørselsforholdene til skole og Sir-LyngbjergCentret er ikke optimale.

5. Større og bedre parkeringsarealer ved hallen.

6. Hastigheden skal sættes ned i Krunderupparken.

Borgerforeningen har givet input til den kommende trafiksikkerheds- og cykelstiplan for Holstebro Kommune. Kommunens trafikplanlægning giver Byrådet mulighed for at prioriterer i forhold til alle ønsker om trafiksikkerhedstiltag i hele kommunen.

Turisme

Fyrtårnsprojekt
Borgerforeningen ønsker, at kommunen sammen med plantageejerne og borgerforeningen skal indgå i en fyrtårnsgruppe, der skal komme med forslag til, hvordan Sir Lyngbjerg kan bruges fremover.

Borgerforeningen mener, at Sir Lyngbjerg ikke alene har et lokalt og kommunalt potentiale. Måske kan en øget og fornyet anvendelse gavne hele regionen som oplevelses- og friluftsturisme. Sir Lyngbjerg kan udnyttes mere og anderledes end i dag.

Der er muligheder for at genoplive de gamle traditioner med friluftsteater, sommerstævne mv. Der arbejdes med ideer om at etablere motionsruter af forskellig længde: 3, 5 og 10 km. Plantageejerne er positive over for at der kommer flere gæster i området.

Offentlig service

Skole

Naur-Sir Skolen har cirka 130 elever fordelt fra børnehaveklasse til 7. klasse.

Lyngbjerghus 

Lyngbjerghus er en integreret institution med plads til 40 børnehavebørn, 37 børn i fritidshjem 1 (bhvkl.-2kl.), 32 børn i fritidshjem 2 (3.-5. klasse)  og 20 juniorklubbørn. Institutionen ligger i forbindelse med Naur-Sir skole. Fritidshjem, skolens børnehaveklasse og 1. klasse har lokalefællesskab.

Idrætsfaciliteter

Sir-LyngbjergCentret er idrætshal (opført 2005),med faciliteter til de mest kendte idrætsgrene, selskabslokaler, klubhus, cafeteria, omklædningsfaciliteter og udendørs idrætsplads med  2 fodboldbaner og 2 tennisbaner. Centret  drives i samarbejde med Holstebro Kommune, der bidrager med et årligt driftstilskud.

Det åbne land

Krunderup ligger ved "foden" af den smukke bakkeø Sir-Lyngbjerg, hvorfra der er vid udsigt over landskabet. Området er en del af Sir-Lyngbjerg plantage de er et bynært skov- og naturområde på omkring 340 ha.

Borgerforeningen ønsker en bedre adgang fra Krunderup til Sir Lyngbjerg. Stierne til Sir Lyngbjerg kan også synliggøres ? både fra skolens og Lyngbjerghus? parkeringsplads og fra Skovholt/Sir-LyngbjergCentret. Der er i dag en trampesti fra børnehaven og op til Sir Lyngbjerg samt fra det nye boligområde ved idrætshallen. De kan synliggøres i højere grad med skiltning, ligesom der kan arbejdes med formidling af vandremulighederne i selve plantageområdet.

Kommunens Natur og Miljø afdeling indgår gerne i drøftelser med Borgerforeningen og plantageejerne, om hvordan stiforbindelserne til plantagen kan forbedres og synliggøres.

Det åbne land er, som det fremgår af landskabs- og naturafsnittene, opdelt i landskabsområder, hvor der i særlig grad skal tages hensyn til de landskabelige værdier og naturområder, der er opdelt i tre kategorier: A- målsatte, B- målsatte og C- målsatte.

I Sir-Lyngbjerg plantage er der enkelte mindre C-målsatte naturområder spredt ud i området. I området er ikke udpeget særlige landskabelige værdier, der skal tages hensyn til.

Naturområderne skal have et alsidigt plante- og dyreliv, som er beskrevet for de enkelte kategorier. Tilstanden af naturområderne skal leve op til målsætningerne.

Afgrænsningen af de forskellige opdelinger fremgår af kortbilaget nedenfor. Hvilke målsætninger, der skal opfyldes i de enkelte områder, fremgår af landskabs- og naturafsnittene under det åbne land.

Kort med natur- og landskabsområder

Rammer for lokalplanlægning

Se rammer for lokalplanlægning i Krunderup

 

Befolkningsprognose

Krunderup og opland

 


Befolkningsprognose

Holstebro Kommune

Kort
Hovedstruktur og rammer


 

Sir-Lyngbjerg plantage