Søg | Indeks | Sitemap |  Til forsiden

Du er her: Forside Bysamfund og bydele Lokalcentre Sevel

Udskriv siden

Sevel

I Sevel byen er der 454 indbyggere og dertil kommer et opland af næsten samme størrelse med 514 indbyggere. Sevel by er udpeget som lokalcenter for den nordøstlige del af kommunen.

Det betyder bl.a. at byen og centerområdet skal kunne indeholde funktioner, der kan dække befolkningens daglige behov. Byrådet forpligter sig til at give mulighed for en større bolig- og erhvervsmæssig vækst, således at der er mulighed for at de almindelige lokalcenterfunktioner kan opretholdes. I byen er der en dagligvarebutik, en udvalgsvarebutik, en 7-klasset skole, daginstitution, idrætshal og idrætsanlæg.

I de seneste 5 år er der opført 25 nye boliger i området, 22 i byen og 2 i oplandet. De 10 af boligerne er ombygning af plejehjemmet til ældreboliger. I kommunens boligbyggeprogram forventes det, at der bygges 13 boliger i perioden frem til år 2021, hvilket bygger på en fremskrivning af boligbyggeriet de foregående 6 år. Hovedparten af boliger vil sandsynligvis blive ejerboliger opført som fritliggende parcelhuse og tæt-lav byggeri.

Befolkningstallet er de sidste 5 år steget med 16 personer, 3,6 %, i byen, men samtidig faldet med 2 personer i oplandet. En meget typisk udvikling i forhold til kommunens øvrige lokalcentre.

Befolkningsprognosen viser at befolkningstallet i Sevel skoledistrikt vil falde med 8,5 %. Det betyder at der samlet set for byen og oplandet vil være 85 personer færre, når vi når frem til år 2021. Befolkningstilbagegangen vil ske i oplandet, medens der i byen vil være status quo.

Skrænten

Mål

  • Bevare den offentlige og private service i Lokalcentrene.
  • Tilbyde et varieret udbud af boligtyper, der kan tilgodese alle familieformers og aldersgruppers behov.
  • Bevare og forbedre eksisterende bymiljøer
  • By- og boligmiljøer skal sikres en høj kvalitet ved nybyggeri og ombygning.

Boligudbygningsområder

For den sydøstlige bydel, indenfor Gjæven, er der udarbejdet en udbygningsskitse, der viser, hvordan kommunalbestyrelsen forventer boligudbygningen skal ske på lang sigt. Rammerne for udbygning i Sevel by omfatter kun en mindre del af disse planer. Rammerne vil blive udvidet og området forventes lokalplanlagt og byggemodnet i takt med udbygningsbehovet.

Skrænten

Den første etape af udbygningsområdet Skrænten er et 5 ha stort område, der er lokalplanlagt, hvor der gives mulighed for at udstykke ca. 26 parcelhusgrunde i størrelsen fra 800-1600m2. Der er fleksibilitet i planen således, at der kan opføres både parcelhuse og mindre samlede tæt-lav bebyggelser. Halvdelen af det lokalplanlagte område er byggemodnet og der er stadig 10 kommunale grunde til salg. Byggemodningen af det resterende areal vil foregå i takt med efterspørgslen.

Udbygning på lang sigt

Udbygningsområdet indenfor Gjæven fortsættes i forlængelse af den eksisterende udbygning af Skrænten. Områdets struktur ændres dog - de kommende boligenklaver vejbetjenes fra vest, således at alle boliger har frit udsyn og direkte adgang til det fredede naturområde Gjæven.

De yderste grunde kan endda tænkes udstykket som store naturparceller. Stamvejen Skrænten videreføres mod nord og bliver forbundet med Klostervej. Tættest op mod Klostervej og Adelvej kan etableres en boligenklave, der bygger videre på landsbystrukturen, hvor de nye boliger bygges tæt ud til boligvejen og opføres i 1,5 etager i overensstemmelse med de traditionelle landsbyhuse. Centralt i området er udlagt et stort areal til fælles friareal for bydelen.

Jordbrugsparceller

Langs Hustedvej, lige nord for industriområdet, udlægges arealer til jordbrugsparceller. Området kan udnyttes til ca. 4 parceller på hver 5.000 m2. Parceller af en størrelse, som muliggør have- og jordbrugsdyrkning samt dyrehold i et begrænset omfang. I boligområdet Skrænten er der indpasset og udlagt grunde, som har karakter af store naturgrunde.

Centerområde

Sevel har status som lokalcenter, i princippet for det østlige opland af kommunen. Det udlagte centerområde er kvarteret omkring Vesterled, Djeldvej og Søgaardvej, hvor de eksisterende servicefunktioner, som købmand, el-forretning autoværksted, bank-filial, frisør, forsamlingshus m.v. findes.

Der forventes ikke større udvidelser i forbindelse med eksisterende eller nye funktioner, men omkring forsamlingshuset findes visse udvidelsesmuligheder. Der er i dag en dagligvarebutik på 393 m2 og en udvalgsvarebutik på 264 m2. Den fremtidige udbygning for hele området kan foregå indenfor en ramme på 1.000 m2.

Den specielle landsbykarakter, der er mest karakteristisk i centerområdet, men også i de tilgrænsende boligområder, skal efter Byrådets opfattelse søges fastholdt og bevaret gennem dialog, råd og vejledning. Derfor skal de ændringer, der foretages i form af om- og tilbygning samt nybyggeri, tage udgangspunkt i eksisterende kvaliteter. Der er en lokalplan for området, der sikrer de væsentligste træk for bevarelsen af landsbykarakteren.

Erhvervsområder

Det udlagte erhvervsområde ved Djeldvej er stadig ikke fuldt udbygget. Lokalplanen for området giver mulighed for yderligere udbygning mod syd. Kommunen er ikke ejer af udbygningsarealet, men det forventes, at lodsejeren sælger direkte til de kommende erhvervsfolk, der ønsker at etablere virksomhed.

De miljømæssige mål for området ændres ikke - det er stadig boligerne, der sætter grænserne for den miljømæssige belastning i området. Det udlagte område ved Vesterled er udvidet med en privat bolig, der beboes af virksomhedens ejer. Området udvides herudover kun, såfremt virksomheden i området har behov for det.

Trafik og stier

Borgerforeningen har et ønske om en selvstændig cykelsti eller cykelstriber på strækningen fra Sevel til Vinderup. En sti, der samtidig skaber forbindelse til Hjerl Hede og naturområderne.

Stier i lokalomrrådet vil indgå i kommunens trafikplanlægning, hvor der vil ske en prioritering af stierne i hele kommunen, primært med udgangspunkt i trafiksikkerheden.

Offentlig service

Sevel Skole

Skolen har 110 elever fordelt på 8 klasser fra 0. - 7. kl. Der er tilknyttet  to skolefritidshjem, SFH 1, der har 30 børn og en SFH 2 med 6 børn, i tilknytning til skolen. Der er ligeledes en børnehave med ialt 15 børn i tilknytning til skolen.

Idrætsanlæg og hal

Sevel Hallen, der er centralt placeret i forhold til skolen, er en traditionel idrætshal med faciliteter til de mest kendte idrætsgrene. Der er tennisbane i tilknytning til hallen og campingpladsen. De udendørs idrætsfaciliteter, boldbaner og ridebaneanlæg er placeret ved Stubbergårdvej i den nordøstlige del af byen.

Sevel Alderdomshjem

Plejejemmet er indenfor de seneste år ombygget til et antal selvstændige plejeboliger.

Der forventes ikke ændringer på skoleområdet, i forhold til plejehjemmet eller på sports- og fritidsområdet, der kræver større arealudlæg. Eventuelle ændringer eller udvidelser kan etableres indenfor de nuværende rammer.

Sevel Ridehal

Campingplads

Campingpladsen, der er placeret i tilknytning til idrætshallen, er udvidet i nordlig retning og udnytter succesivt hele det lokalplanlagte område. Pladsen er planlagt til en kapaitet på max. 200 campingenheder - hvoraf 6 er campinghytter.

Det åbne land

Områderne omkring Stubbergaard Sø, Helle Sø og Flyndersø er udpeget som internationale naturbeskyttelsesområder, og de er alle omfattet af de tre typer af målsatte naturområder. Ud over at være udpeget til naturområder er områderne også fredede. Det er derfor både målsætningerne og fredningskendelsen med tilhørende plejeplaner, der præcist fastsætter, hvilke aktiviteter og hvilken udvikling, der skal ske i områderne.

Naturområderne og store dele af det øvrige åbne land er udpeget som landskabsområde, sidstnævnte anvendes til jordbrugsmæssig dyrkning.

Det åbne land er, som det fremgår af landskabs- og naturafsnittene, opdelt i landskabsområder, hvor der i særlig grad skal tages hensyn til de landskabelige værdier og naturområder, der er opdelt i tre kategorier: A- målsatte, B- målsatte og C- målsatte.

Naturområderne skal have et alsidigt plante- og dyreliv, som er beskrevet for de enkelte kategorier. Tilstanden af naturområderne skal leve op til målsætningerne.

Afgrænsningen af de forskellige opdelinger fremgår af kortbilaget nedenfor. Hvilke målsætninger, der skal opfyldes i de enkelte områder, fremgår af landskabs- og naturafsnittene under det åbne land.

Kort med natur- og landskabsområder (zoom til oplandet for Sevel)

Rammer for lokalplanlægning

Se rammer for lokalplanlægning i Sevel

 

Befolkningsprognose

Sevel by og opland


Befolkningsprognose

Holstebro Kommune

Kort
Hovedstruktur og rammer


Dagligvarerbutik