Søg | Indeks | Sitemap |  Til forsiden

Du er her: Forside Det åbne land Grundvand og drikkevand

Udskriv siden

Grundvand og drikkevand

Mål

  • Det er Byrådets mål, at der er tilstrækkeligt, uforurenet og velbeskyttet grundvand til at dække fremtidens behov for drikkevand.
  • I Regionplan 2005, der nu er ophøjet til landsplandirektiv, er der udpeget områder med Særlige Drikkevandsinteresser (OSD), Områder med Drikkevandsinteresser (OD) og Områder med Begrænsede Drikkevandsinteresser (OBD). Endvidere er der udpeget nitratfølsomme områder i OSD og oplande til almene vandværker udenfor OSD. Områdernes afgrænsning og retningslinier for beskyttelse af grundvand og drikkevand, der pt. er angivet i landsplandirektivet, vil fra 2009 indgå i vand- og naturplanerne.

Retningslinier

De gældende retningslinier fremgår pt. af Regionplan 2005, der nu er ophøjet til landsplandirektiv. Retningslinierne fra Regionplanen vil blive erstattet i forbindelse med vandplanlægningen, der udarbejdes af Miljøcenter Ringkøbing.

Se Regionplan 2005 her.

En af regionplanens gældende retningslinier er følgende:

Virksomhedskategorier der kun må placeres i OSD når det er uden fare for grundvandet: Galvaniserings-, varmforzinknings- og metalliseringsvirksomheder - Træimprægneringsvirksomheder - Akkumulatorfabrikker - Farve/lakfabrikker - Limfabrikker, der benytter organiske opløsningsmidler - Kemikaliefabrikker og oplag (bortset fra kalk/saltpladser) - Kunstgødningsfabrikker - Medicinalfabrikker - Pesticidfabrikker - Bilophugningspladser - Oparbejdning eller destruktion af farligt affald - Knusepladser for asfaltaffald - Komposteringspladser for andet end haveaffald - Komposteringspladser for haveaffald, modtagende >1000 t/år - Mineraliseringsanlæg for spildevandsslam - Olielagre - Virksomheder med betydelige oplag af olie, kemikalier eller andre stoffer, der kan true grundvandet.

Følgende virksomhedskategorier kan normalt placeres i OSD, men tilsynsmyndigheden skal vurdere, om der skal stilles skærpede krav til indretning og drift og føres intensiveret tilsyn for at beskytte grundvandet: Sæbe-, rengørings- og vaskemiddelfabrikker - Garverier og pelsberederier - Jern- og metalstøberier og metalsmelterier - Korn- og foderstofvirksomheder, herunder grønttørring og halmludning - Mindre medicinalfabrikker - Tagpapfabrikker - Asfaltværker - Biogasanlæg - Benzinstationer og garageanlæg - Renserier - Olielagre -  Komposteringspladser til haveaffald, der modtager under 1000 t/år.

Indretningskrav kan bl.a. være at beholdere og rørledninger til stoffer, der kan true grundvandet, skal over jorden. Intensiverede tilsyn kan f.eks. være skærpet kontrol af lagre og procesanlæg samt overvågningsprogrammer for grundvand.

Det er vanskeligt generelt at afgøre nedsivningsrisikoen for de enkelte virksomhedstyper. Virksomheder på listen kan derfor efter en konkret vurdering vise sig ikke at udgøre nogen risiko. Omvendt kan der være virksomheder og anlæg, der ikke er nævnt, men som alligevel kan udgøre en risiko for grundvandet. Der bør derfor altid ved etablering af virksomheder og anlæg i OSD, uanset om de er med på listen, være skærpet opmærksomhed omkring risikoen for grundvandsforurening.

Handling

Holstebro Kommune vil arbejde for, at:

  • arealanvendelsen i OSD generelt ikke ændres til en mere grundvandstruende art,
  • aktiviteter der øger beskyttelsen af grundvandet fremmes i OSD,
  • der i områder med ringe eller dårlig naturlig beskyttelse af grundvandsressourcen ikke placeres nye aktiviteter eller anlæg, der kan udgøre en risiko for forurening af grundvandet.

Redegørelse

Grundvand er grundlag for forsyning af drikkevand, forsyning til markvanding og industri samt kilde til en betydelig del af vandet i søer og vandløb.

Det vand vi drikker i dag er ofte flere hundrede år gammelt. At der i dag indvindes godt og rent vand skyldes, at det ikke er blevet forurenet i fortiden. For at sikre fremtidens drikkevand er det vigtigt, at det nye grundvand, der dannes i dag, også er rent. Derfor er det vigtigt med en langsigtet planlægning, som baseres på øget kendskab til grundvandets udbredelse, beskyttelse og kvalitet.

Siden 1999 har der været et stort grundvandsbeskyttelsesarbejde i gang indenfor landets OSD-områder.

OSD-områderne er yderligere inddelt i en række indsatsområder. For hvert indsatsområde skal der laves en plan for grundvandsbeskyttelse. Arbejdet med planerne deles mellem staten (miljøcentrene) og kommunerne. Kommunerne skal lave selve indsatsplanen, og miljøcentrenes opgave er at kortlægge grundvandsressourcen, så kommunerne har et solidt grundlag at lave indsatsplaner ud fra.

Indsatsplaner

Ved udarbejdelse af indsatsplaner skal alle berørte parter inddrages i et grundvandsråd. I Holstebro Kommune er der etableret et Grundvandsråd, hvor der vil afholdes et årligt møde med politisk deltagelse fra kommunen samt deltagelse af vandværksrådet, landboorganisationer, Dansk Industri samt andre relevante parter.

Herudover vil der efter behov nedsættes tekniske arbejdsgrupper for de enkelte indsatsplaner. Grundvandsrådet skal inddrages og høres i forbindelse med udarbejdelsen af indsatsplaner for et vandværk, således at den bedst mulige beskyttelse opnås. Inddragelsen af Grundvandsrådet skal ske forud for den politiske godkendelse af indsatsplanen.

I indsatsområderne er en særlig indsats nødvendig for at bevare en tilfredsstillende drikkevandskvalitet. Med indsatsplanerne vedtages der retningslinier for aktiviteter i de områder planerne dækker. Regionens indsats over for forurenede områder koordineres med indsatsplanerne for grundvandsbeskyttelse.

 

 

Iltningstrappe


Kildevæld