Søg | Indeks | Sitemap |  Til forsiden

Du er her: Forside Det åbne land Kulturmiljø

Udskriv siden

Kulturmiljø - fredning og bevaringsværdi

Mål

  • At kulturhistoriske særpræg bevares.
  • At en øget bevidsthed om forfædres liv og levemåder vil styrke borgernes interesse for kommunen og gøre kommunen mere tiltrækkende at besøge og bosætte sig i.

Retningslinier

  1. I beskyttelsesområder omkring kirker må byggeri, tilplantning og lignende ikke skæmme kirker og deres omgivelser. Retningslinien omfatter beskyttelsesområder vist på kortbilag 1.
  2. Områder udpeget som særligt værdifulde kulturmiljøer fremgår af kortbilag 1. Indenfor områder, udpeget som særligt værdifulde kulturmiljøer, skal inddragelse af areal til formål, der kan forringe de bærende kulturhistoriske værdier, så vidt muligt undgås. Nye anlæg og bebyggelse skal tilstræbes udformet og placeret således, at der ikke sker en forringelse af oplevelsen eller kvaliteten af de bærende kulturhistoriske værdier.
  3. I landskabet i øvrigt herunder bl.a. de kulturmiljøer, der fremgår af kortbilag 1, bør der inden igangsættelse af byggeri, anlægsarbejder og andre ændringer foretages en konkret vurdering af, om indgrebet er i strid med hensynet til kulturhistoriske interesser. 

Handling

Kommuneplanen er i sin karakter ikke et redskab, der kan sikre en egentlig bevarelse af de værdifulde kulturmiljøer. Ofte er der elementer i et kulturmiljø som vil kræve en mere direkte ressourceindsats, f.eks. i form af restaurering og vedligeholdelse. Dette er en opgave, der ikke kan løftes med kommuneplanen.

Kommuneplanlægning

Derimod kan kommuneplanen i mange tilfælde sikre en vis beskyttelse af værdierne mod andre indgreb. I de interesseafvejninger der foretages ved kommuneplanlægningen for et område bliver de kulturhistoriske interesser inddraget i afvejningerne i samme grad som øvrige interesser der varetages i kommuneplanlægningen.

For et område udpeget som et særligt værdifuldt kulturmiljø, foretages en vurdering i kommuneplanlægningen af om områdets nye anvendelse vil kunne skade kulturmiljøet. Det vil eventuelt kunne komme på tale at stille krav til hvilke hensyn der skal stilles for at kulturmiljøets værdier ikke skades.

Kirkeomgivelser

I 1980´erne aftalte amtet, kommunerne og kirkelige myndigheder, at lægge beskyttelsesområder omkring kirker. Områderne er delt i tre grader af beskyttelse, jo nærmere kirkerne desto mere beskyttelse. Kirkelige myndigheder høres, når der ønskes byggeri i beskyttelsesområder. Derved undgås byggeri og tilplantning der skæmmer kirkerne og deres omgivelser.

Bygningsregistrering

Der sker en løbende bygningsregistrering, så samtlige bygninger, der er opført før 1940, kan tildeles en bevaringsværdi. Arbejdet udføres dels integreret i kommunens behandling af byggesager for ældre ejendomme, dels i tilknytning til arbejdet med nye lokalplaner og dels ved inddragelse af offentligheden. De bevaringsværdige bygninger, der er registreret, kan ses her: http://www.kulturarv.dk/fbb

Viden om værdier

Information er et vigtigt redskab i beskyttelsen af de bevaringsværdige kulturmiljøer. En vigtig opgave for kommunen er, at skabe viden om og forståelse for de værdier, der skal beskyttes.

Mange af de kulturhistoriske værdifulde områder kan ikke direkte beskyttes gennem kommuneplanlægningen, men i den opfølgende planlægning, kan der laves bevarende lokalplaner. Beskyttelsen kan også gennemføres ved indgåelse af aftaler med ejere af privat ejendom, hvor en særlig beskyttelsesindsats eller skånsom driftsform kan være ønskelig.

Kulturkanon

For Holstebro Kommune er der udgivet en kulturkanon "99 værdier" er titlen. Den udpeger kulturværdier som arkitektur, kulturinstitutioner, kunst, historiske personer, kirker, miljøer, natur, børneværdier og unikke detaljer.

Borgere med forskellig baggrund og holdninger har peget på væsentlige værdier for den enkelte og fællesskabet. Det er med til at udbrede et bredt kulturbegreb, som skaber borgernes interesse for at beskytte kulturværdierne.

Udover de tre særligt værdifulde kulturmiljøer, der er nævnt nedenfor, er der registreret en lang række af kulturmiljøer i kommunen. 

De særligt værdifulde kulturmiljøer er følgende:

1. Ørnhøj banen se beskrivelse her

  • Ørnhøjbanens trace, som nogle steder benyttes som vej eller cykelsti
  • Jernbanebroer og stationsbygninger på strækningen 

2. Oldtidsvejen se beskrivelse her

  • Oplevelsen af højenes sammenhæng og markering af vejforløb
  • Hulveje, veje og vejspor, som kan henføres til tidligere tiders færdsel i området
  • Mangehøje - del af Oldtidsvejen
  • Døeshøjene - del af Oldtidsvejen
  • Gravhøje ved Hornshøj - del af Oldtidsvejen
  • Gravhøje ved og i Mejrup - del af Oldtidsvejen
  • Albæk gravhøje - del af Oldtidsvejen
  • Gravhøje ved Kyndestoft - del af Oldtidsvejen
  • Gravhøje på Trabjerg bakker - del af Oldtidsvejen
  • Salshøje - del af Oldtidsvejen
  • Tinghøje på Stendis Hede - del af Oldtidsvejen

3. Nr. Vosborg - Skærum se beskrivelse her

  • Herregården Nørre Vosborg med tilhørende jorder
  • Voldstedet sydvest for de eksisterende bygninger
  • Skærum Bro, der vidner om stedets betydning som overfartssted
  • Bebyggelsen ved Skærum, der hovedsageligt har baggrund i den tidlige industri på stedet (teglværk, elværk, smedie, mejeri) 

Redegørelse

I redegørelsen er de øvrige udpegede 32 kulturmiljøer oplistet. En beskrivelse af de enkelte kulturmiljøer vil blive linket til de enkelte områder, når der foreligger nye historiske beskrivelser.

 

Link til redegørelse

 

 

Kloster Havn


Kortbilag 1
Kulturmiljø områder


Nørre Vosborg