Søg | Indeks | Sitemap |  Til forsiden

Du er her: Forside Det åbne land Kystnærhedszone Redegørelse - Kystnærhedszone

Udskriv siden

Redegørelse - Kystnærhedszone

Kystnærhedszonen

Kommunen er karakteriseret ved sine mange værdifulde kystlandskaber, hvor der gælder særlige regler for beskyttelse. Det er kyststrækningen langs Vestkysten og de to fjordkyster, dels langs Nissum Fjord, dels kyststrækningen ved Venø Bugt i Limfjorden. For kystnærhedszonen fortages en planlægning, der sikrer kystens friholdelse for anlæg, der ikke er afhængig af en kystnær placering. Miljøministeriet, det tidligere Ringkøbing Amt og de daværende 10 kystkommuner har lavet et forståelsesdokument om gedigen planlægning i kystnærhedszonen. Dette arbejde har været medvirkende årsag til, at planloven i 2004 blev ændret, så der er mulighed for udvidelse af eksisterende sommerhusområder med i alt 8.000 nye sommerhusgrunde i kystnærhedszonen.
Bag det eksisterende sommerhusområde ved Ejsingholm arbejdes der med at udlægge et nyt sommerhusområde i kystnærhedszonen. Et ca. 60 ha stort område der giver mulighed for opførsel af godt 200 sommerhuse. Arealudlægget er aftalt med Miljøministeriet og er en del af den sidste etape for udnyttelsen af sommerhuskvoten på de 8.000 sommerhusgrunde der fordeles i hele landet.
Kravet om en særlig begrundelse for kystnær lokalisering anses principielt for opfyldt inden for de mulige byvækstområder og de øvrige arealreservationer, der fremgår af kommuneplanen.

Strandbeskyttelseslinje

Strandbeskyttelseslinjen, der er fastlagt efter naturbeskyttelseslovens bestemmelser (§ 15), dækker med enkelte undtagelser en 300 m forbudszone langs kommunens kyster. Bestemmelserne om strandbeskyttelseslinjen administreres af staten. Den fremgår af det digitale matrikelkort og er noteret i tingbogen.
De rammeområder og perspektivarealer, der er udlagt i kommuneplanen, er afstemt med strandbeskyttelseslinjen.

Klitfredningslinje

Kyststrækningerne Vesterhavet har i stedet for en strandbeskyttelseslinje en klitfredningslinje. Klitfredning skal ligesom strandbeskyttelseslinjen beskytte og friholde klitområderne, men klitfredning har samtidigt til formål at forhindre sandflugt.
Klitfredningszonen er noteret i tingbogen og registreret i matrikelregisteret.
Den blev fastlagt i forhold til strandens inderste grænse på det pågældende tidspunkt, og er normalt 300 m, i sommerhusområder dog kun 100 m.
Såfremt der er særlige eller akutte sandflugtsproblemer i et område, kan arealer, der ligger op til 500 meter fra klittens inderste grænse, inddrages under klitfredning. Klitfredningslinien revideres løbende.

Det er ikke tilladt at ændre tilstanden af klitfredede arealer eller at udøve aktiviteter, der kan føre til øget risiko for sandflugt. Der må således ikke opføres bebyggelse som for eksempel bygninger, skure, campingvogne, master, terrasser og garager. Der må heller ikke foretages gravearbejde, fjernelse af beplantning, afgræsning af arealerne eller afbrænding. Uden for lovligt anlagte veje er blandt andet motorkørsel, knallertkørsel, cykling og ridning ikke tilladt.

 

 

Vestkysten

Kortbilag 1
Kystnærhedszone


Gørding Havn