Søg | Indeks | Sitemap |  Til forsiden

Du er her: Forside Det åbne land Lavbundsarealer

Udskriv siden

Lavbundsarealer og vådområder

Mål

  • Genskabe våde enge omkring søer og vandløb.
  • Genskabte vådområder skal bidrage til en bedre beskyttelse mod næringsstofbelastning af vandmiljøet
  • Genskabte vådområder skal medvirke til skabe sammenhæng i naturområderne.

Retningslinier

Lavbundsarealer

  1. Der er udpeget Lavbundsarealer som er potentielt egnede til vådområder, kortbilag 1.
  2. Lavbundsarealer som er potentielt egnede til vådområder friholdes for bebyggelse m.v. der
    vanskeliggør eller forhindrer genetablering af vådområder. Der kan ikke meddeles landzonetilladelse
    til byggeri og anlæg m.v. som hinder genskabelse af den naturlige vandstand. Byggeri
    og anlæg, der er nødvendigt for jordbrugets drift er ikke omfattet.

Genetablerede vådområder

  1. Som udgangspunkt er der krav om, at genetablerede vådområder permanent skal henligge
    som vådområder og ikke senere må omlægges.
  2. Arealerne må som udgangspunkt ikke dyrkes, men må gerne anvendes til høslet og afgræsses
    eller bruges i overensstemmelse med retningslinier i Miljøvenlige Jordbrugsforanstaltninger
    specielt knyttet til genetablerede vådområder.
  3. Naturkvaliteten sikres desuden ved at pleje naturenge og ved, i udvalgte genetablerede vådområder,
    at sikre selvetableret skovs frie udvikling til naturskov.

Handlinger

Kommunen har udpeget potentielle vådområder, se kortbilag 1, altså områder i kommune, som fysisk og teknisk set vurderes at have potentialer til stor tilbageholdelse af næringssalte, og hvor en genetablering samtidig vil medføre en vis naturgevinst i det pågældende område.

Potentielt gode vådområder findes langt fra ubegrænset, og de landbrugsmæssige interesser knyttet til dem er ofte betydelige og i strid med de miljømæssige interesser, så kommunen vil fortsat arbejde med at identificere potentielle vådområder, med henblik på at kunne efterkomme behovet til de kommende handleplaner.

Et helt afgørende forhold, i relation til vurdering af mulighederne for at kunne genetablere et givet vådområde, er at kende de aktuelle landbrugsmæssige interesser i området.

Genetablering af vådområder skal foregå i tæt samarbejde med de berørte lodsejere, og det forudsættes baseret på indgåelse af frivillige aftaler med disse.

Fremover vil der således blive gennemført teknisk-, biologiske ? og ejendomsmæssige forundersøgelser i de allerede udpegede - og i evt. senere identificerede potentielle vådområder.

Redegørelse

Genetablering af velegnede vådområder er et hensigtsmæssigt og omkostningseffektivt virkemiddel til at begrænse udledningen af specielt næringssalte, men også af okker, til vandløb, søer, fjorde og havmiljøet, og det forventes, at genetablering af vådområder vil blive et vigtigt virkemiddel til realiseringen af vandplanerne.

Et godt potentielt vådområde forudsætter bl.a. at:

  • Det er et intensivt afvandet lavbundsområde.
  • Området har et relativt stort og dyrket hydrologisk opland.
  • At området er relativ stort. Normalt mindst 20 ha.
  • At arealerne har en relativt lille fosforpulje (et lavt fosfor/jern forhold), idet risikoen for fosforlækage i forbindelse med oversvømmelser ellers vil være betydelig.

Da finansieringen af gennemførslen af vandplanen endnu ikke forligger, kendes de evt. kommende statslige krav til etablerede vådområder ikke. Eksempelvis er det stadig et åbent spørgsmål, om vådområder i regi af vandplanen kan etableres som vintervådlægningsområder, og om etablering af vådområder kan kombineres med produktion af energipil.

Danmark og de øvrige EU-medlemslande vedtog i 2000 det såkaldte vandrammedirektiv, som har det overordnede mål, at alt vand (grundvand, vandløb, søer, fjorde og havet) skal have en god tilstand i år 2015.

I den forbindelse har regeringen iværksat en målrettet vandplanlægning, som skal munde ud i, at landets kommuner i 2010 skal udarbejde handleplaner med henblik på opfyldelse af målsætningerne i kommunernes vandområder.

I den forbindelse bliver det en stor udfordring for Holstebro Kommune at få reduceret udvaskningen af næringssalte til en række værdifulde søer, til Nissum Fjord og til Limfjorden.

Kommunen skal således, på baggrund af statslige indsatsplaner, udarbejde handleplaner i løbet af 2010 med henblik på opfyldelse af målsætningerne i kommunens vandområder (Jf. Miljømålsloven).

Det har vist sig, at etablering af vådområder kan være et hensigtsmæssigt og omkostningseffektivt virkemiddel til at begrænse udledningen af specielt næringssalte til vandløb, søer, fjorde og havmiljøet. Det forventes derfor, at etablering af vådområder vil blive et vigtigt virkemiddel i de kommende handleplaner.

Udpegningen af potentielle vådområder er således et forberedende arbejder der i 2010 skal anvendes ved udarbejdelsen af handleplaner for målsætningsopfyldelse i kommunens vandområder.

 

 

 


 

 


Geddal Strandenge


Kortbilag 1
Lavbundsareal

Fakta

Om vådområder