Søg | Indeks | Sitemap |  Til forsiden

Du er her: Forside Teknik og miljø Miljøvurdering Miljøpåvirkning - nye områder

Udskriv siden

Miljøpåvirkning - nye områder

Planlægningen og byudviklingens miljøpåvirkning specifikt

Nye udbygningsområder til bolig- og erhvervsformål

Nordvest - Alstrup området

Byudviklingen omfatter ca. 60 ha, svarende til ca. 600 boliger, vest for idrætsanlægget Idrætscenter Vest. I den forbindelse skal Nordre Ringvej føres videre fra rundkørslen ved Mozartsvej til Vilhelmsborgvej lige syd for Krunderup således, at trafikken mod Lemvig bliver ledt uden om de indre bydele i Holstebro. Samtidig vil dette vejstykke tjene som adgang til den nye Alstrup-bydel nord for den fremtidige sø og vest for idrætscentret.

Fredede fortidsminder

Langs den sydlige kant af området forløber de fredede bronzealderhøje, Døeshøjene, ligger midt i området. For at bevare denne del af vor fælles kulturarv også for vore efterkommere er alle synlige fortidsminder fredet. Fortidsminderne er beskyttet ved, at der ikke må ske ændringer af et fortidsmindes tilstand.

Området vil indgå som en overordnet øst - vestgående landskabskile mellem det udlagte boligområde og området syd for der er udbygningsområde på sigt.

Beskyttede vandløb

Ellebæk er et af de vandløb, som er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3. Tilstandsændring af beskyttet natur kræver kommunens dispensation.

Vandløbet vil ved den mere detaljerede lokalplanlægning blive en del af et nord - sydgående rekreativt forløb den skal i samme forbindelse naturgenoprettes. I tilknytning til Elebækken, Vest for Idrætscenter Vest ligger en stor lavning i landskabet hvor der tidligere har ligget en sø ? og dermed dårlige jordbundsforhold for byggeri. Søen vil forholdsvis let kunne genskabes som et samlende rekreativt element i bydelen.

Nordøst - Hornshøj området

Hornshøjomådet er, efter en byplankonkurrence i 2007, planlagt til at rumme ca. 2500 boliger indenfor et areal på brutto ca. 400 ha. Området er delt op i fem bydele af form som møller med ca. fem vinger og et lille bytorv i midten af hver. Det er meningen at udviklingen skal strækkes ud over en periode på ca. 30 år. Den første ?mølle? er ved at blive detailplanlagt. Den vil kunne rumme ca. 350 boliger på et nettoareal på ca. 50 ha. Der udlægges rammer til boligudvikling på ca. 150 ha og det vil i den ekstensive udnyttede plan give mulighed for at opføre ca. 700 boliger afhængig af fordelingen mellem åben-lav og tæt-lav bebyggelse. I arealet indgår også et af de overordnede grønne strøg der skal forbinde de overordnede landskabskiler på tværs.

Den primære vejbetjening af Hornshøjbydelen bliver en ny Østre Ringvej, der skal gå fra Viborgvej-Tvis Møllevej rundkørslen i syd til Nordre Ringvej ved Hjermvej-rundkørslen, via krydsning med Skivevej og jernbanen.

Fredede fortidsminder

I den sydvestlige del af området er beliggende en række fredede gravhøje. Fortidsminderne er beskyttet ved, at der ikke må ske ændringer af et fortidsmindes tilstand. Fortidsminder har en 100 meter beskyttelseszone, hvor tilstanden ikke må ændres. Gravhøjene indgår i det betydelige grønne areal, der dels skal betjene byområdet, og dels skal være en del af det overordnede grønne netværk for byen.

Beskyttet natur

Centralt i området er beliggende en række vandhuller med et areal på mindst 100 m2. Det er en naturtype som er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3. Tilstandsændring af beskyttet natur kræver tilladelse (dispensation). Et beskyttet areal kan i årenes løb ændre sig så meget, at det ikke længere er beskyttet. Omvendt kan et areal som i dag ikke er beskyttet, ændre sig, så det bliver det. Der er foretaget en registrering af vandhullerne i området og de vil blive indarbejdet som rekreative elementer i de grønne områder.

Sydøst - Halgård-Tvis området

Området mellem Halgård og Tvis er på brutto ca. 300 ha. Til boligformål er der netto 170 ha. Dertil kommer muligheden for et større erhvervsområde ved Tvis, mellem byen og Herningvej på netto 46 ha, eksklusiv de grønne arealer langs Halgård Bæk, der vil komme til at udgøre et rekreativt strøg midt gennem området.

Det er et stort potentielt byudviklingsområde og det skal derfor udbygges over mange år. Det vil være hensigtsmæssigt at begynde fra hver sin ende, altså fra Halgård og fra Tvis.  Ved Tvis er det naturligt at bygge mod vest fra Klostervejkvarteret. Der er her udlagt et ca. 40 ha stort område der kan rumme ca. 280 boliger, hvis de opføres som fritliggende parcelhuse og et større antal hvis den detaljerede lokalplanlægning giver mulighed for tæt-lav bebyggelse.

Nyt erhvervsområde - Skautrupvej langs Herningvej

For at opnå en jævn geografisk fordeling af erhvervsområderne i Holstebro med forstæder, udlægges et erhvervsområde ved Skautrupvej i Tvis, som fortsættes i retning mod Holstebro. Det vil samtidig konsolidere den planlagte boligudvikling i Tvis mod nordvest og muliggøre en bedre vejtilslutning til Herningvej. Der planlægges et ca. 46 ha stort område.

Vejbetjening af udbygningsområderne vil komme til at ske fra en ny ydre ringvej der skal forbindes til Herningvej. På sigt er det tanken at alle forbindelser til Tvis området skal ske fra denne ene forbindelse til Herningvej. Den ydre ringvej skal på lang sigt udbygges i nordlig retning og via Tvis Møllevej forbindes med Viborgvej.

Beskyttet natur

Mellem erhvervsområdet og boligområdet forløber Halgård Bæk som er en naturtype der er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3. Langs bækkens forløb udlægges en overordnet grøn kile der er rekreativt areal for både erhvervsområdet og boligområdet.
I både erhvervsområdet og boligområdet er beliggende et mindre antal vandhuller med et areal på mindst 100 m2. Det er en naturtype som er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3. Tilstandsændring af beskyttet natur kræver tilladelse (dispensation). Et beskyttet areal kan i årenes løb ændre sig så meget, at det ikke længere er beskyttet. Omvendt kan et areal som i dag ikke er beskyttet, ændre sig, så det bliver det. I forbindelse med den videre planlægning skal der foretages en endelig registrering af vandhullerne så de kan indarbejdes i de rekreative arealer.

Område med særlige drikkevandsinteresser

Erhvervsområdet ved Tvis, vest for Skautrupvej er beliggende i et område med særlige drikkevandsinteresser der samtidig er nitratfølsom. det betyder at der er mindre end 15 meter sammenhængende lerlag som beskytter grundvandet. I den mere detaljerede lokalplanlægning for området skal der tages højde for den forøgede forureningsrisiko og det skal undgås at placere potentielle forurenende virksomheder i området.

De tre boligudbygningsområder i Holstebro by områderne i Ulfborg og Nr. Felding er alle beliggende i et område med særlig drikkevandsinteresse, kun det nordlige område og Nr. Felding området er også nitratfølsom. Når landbrugsdriften ophører mindskes forureningstrykket med nitrat og pesticider. Der er ikke på nuværende tidspunkt noget der tyder på at den planlagte byudvikling på arealerne kan give øget risiko for forurening af grundvandet. 

Nr. Felding, øst for Skjernvej nord for Nr. Felding Kirkevej

Der udlægges 12 ha på sigt svarende til den forventede boligudbygning på ca. 90 boliger. Området forventes udnyttet efter næste kommuneplanrevision. Det er tanken at der udarbejdes en plan der skaber god sammenhæng til naturen omkring Felding Bæk. 

Beskyttet natur

Langs østsiden udenfor det, på sigt, udlagte boligområde forløber Felding Bæk, der sammen med de våde enge omkring er naturtyper der er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3. Naturområdet vil ikke blive berørt af boligområder og de rekreative arealer i området vil, ved den detaljere lokalplanlægning, blive placeret således at de understøtter naturindholdet langs bækken.

Ulfborg, Odinsvej

Området syd for Odinsvej boligområdet og Nørrevej er medtaget i kommuneplanens rammer. Det er et ca. 6 ha stort område der giver mulighed for opførsel af ca. 40 boliger hvis det er fritliggende parcelhuse og et større antal hvis dele af området ved lokalplanlægningen udlægges til tæt-lav bebyggelse.

Skovbyggelinjer

Hele området er omfattet af skovbyggelinie fra et skovområde vest for, der dog ikke er fredskov. Skovbyggelinjen er en bufferzone på 300 m omkring skove. Skovbyggelinjen gælder for alle offentlige skove og for private skove med et sammenhængende areal på mindst 20 ha. Indenfor byggelinjen, er der forbud mod at bygge. Skovbyggelinjens formål er at sikre skovenes værdi som landskabselementer samt opretholde skovbrynene som værdifulde levesteder for plante- og dyrelivet. Den detaljerede planlægning for området, specielt de rekreative arealer, skal tilpasses skoven, således at skovbyggelinien kan ophæves. 

Beskyttede sten- og jorddiger

Temaet omfatter sten- og jorddiger, som er beskyttet mod tilstandsændringer. Temaet er vejledende og må derfor ikke anvendes til at afgøre, om der er beskyttede diger i et område. Forholdene skal afklares inden den detaljerede planlægning gennemføres og er det et beskyttet dige skal det indarbejdes i planen.

Vindmølleområder

Ejsing

Området er medtaget i regionplan 2005, og er videreført i kommuneplanen. Området er udlagt til møller med en maksimal højde på 100 meter.

Hvis opfølgende kommuneplantillæg med VVM viser, at møller med en totalhøjde større ned 100 meter kan lysafmærkes med lavintensivt fast rødt lys med en lysstyrke på ca. 10 candela, og dette ikke vil virke dominerende i landskabet eller være til væsentlig gene for beboere i nærområdet, kan der i området opstilles møller med en totalhøjde på mere end 100 meter.

Hogager

Området er fladt og præget af mange læhegn. Området benyttes primært til jordbrugsområde, men indeholder også tekniske anlæg i form af motorbaner og skydebane.

I den sydlige og østlige del findes plantager, hvor der er skovbyggelinie, og området indeholder mod sydøst og nordøst mindre områder med beskyttet natur. (mose, C-målsat). Området gennemskæres af et vandløb, der primært benyttes til afledning af vand, det betyder at det ikke er målsat natur.

I en afstand af ca. 2,5 km. mod vest findes 3 eksisterende 660 kW vindmøller med en totalhøjde på ca. 75 meter.

Udsigten fra udsigtspunktet Yllebjerg mod sydvest skal belyses i en eventuel VVM-redegørelse. Herudover skal samspillet med den eksisterende møllegruppe, samt skydebanens indvirkning belyses.

I området er den gennemsnitlige vindhastighed på under 7,2 m/sek. d.v.s. vindressourcen er under middel.

Der skønnes at være mulighed for at rejse op til 10 vindmøller i området, placeret i 2 lige, parallelle rækker i retningen nord-syd. Fuld udnyttelse af området vil kræve dispensation fra skovbyggelinien.

Gedbo

Fladt område, præget af mange læhegn. Området anvendes primært til jordbrugsformål og krydses af en 150 kV højspændingsledning. I den nordlige del af områdets findes ny fredskov.

I området er den gennemsnitlige vindhastighed på under 7,2 m/sek. d.v.s. vindressourcen er under middel.

Samspillet med de nærliggende å-landskaber ved henholdsvis Tvis Å og Storåen skal beskrives i en VVM-redegørelse, ligesom udsigten fra udsigtspunktet Yllebjerg skal visualiseres.

Nærmeste vindmølleområder ligger i en afstand af ca. 3,5 km. Mod nordvest findes 3 eksisterende 660 kW vindmøller med en totalhøjde på ca. 75 meter, og mod sydvest 3 stk. 850 kW møller med en totalhøjde på ca, 75 meter.

Herudover findes der 3 stk. 1 MW vindmøller med en totalhøjde på ca. 75 m ca. 3,7 km mod sydøst. Samspillet med disse møllegrupper skal nærmere belyses i en VVM-redegørelse.

Det skønnes, at der vest for fredskoven er plads til op til 5 stk. ca. 130 meter høje vindmøller opstillet på 1 række parallelt med højspændingsledningen.

Rummelighed i eksisterende planer

I Holstebro med forstæder (Mejrup, Krunderup, Nr. Felding) er der en restrummelighed i kommunale og private boligplaner på 84 hektar.  Det svarer, med en boligtæthed på 9 boliger pr. hektar, til ca. 775 boliger.

I Holstebro med forstæder, er der de seneste 6 år blevet bygget omkring 240 boliger om året. I den gældende befolkningsprognose regnes der med en boligproduktion på ca. 210 boliger om året. Med et tidsperspektiv på 12 år giver det en samlet boligproduktion i Holstebro med forstæder på 2.520 boliger, hvilket svarer til et arealforbrug på 280 hektar 

Der er således behov for at planlægge yderligere 196 ha. Det svarer ud fra samme forudsætninger til yderligere 1.745 boliger i planperioden, end der er plads til i de hidtidige planer.

De første fire år vil udviklingen efter de gamle planer og forslag til Kommuneplan 2009 stort set være identiske, idet det er de samme arealer udviklingen foregår indenfor. Påvirkningen af miljøet vil ligeledes være den samme. En påvirkning der ikke skal beskrives her, idet den er beskrevet i den hidtidige planlægning, specifikt i de lokalplaner der er udarbejdet for bolig- og erhvervsudbygningsområderne.

Miljøproblemer som har betydning i forhold til Natura 2000 områder

Natura 2000-områder er en samlet betegnelse for internationale naturbeskyttelsesområder, udpeget i EU regi. Natura 2000 omfatter EF-fuglebeskyttelsesområder, EF-habitatområder og Ramsarområder. Områderne har til formål at beskytte og bevare bestemte naturtyper og arter, som er af betydning for EU.

Ingen af de udlagte udbygningsområder er beliggende i nærheden af eller får indflydelse på Natura 2000 områder. Byrådet vurderer derfor, at forslaget til kommuneplan ingen betydning har for udpegede områder efter direktiv 79/409/EØF (fuglebeskyttelsesdirektivet) eller 92/43/EØF (habitatdirektivet).

 

 

Kort
Hovedstruktur og rammer