Søg | Indeks | Sitemap |  Til forsiden

Du er her: Forside Udviklingsmål for kommunen Infrastruktur og trafik Vejklasser til boks i højre side

Udskriv siden

Vejklasser i det åbne land

Gennemfartsveje

Gennemfartsveje defineres som de veje, der betjener gennemfartstrafik og er karakteriseret ved at være veje med god fremkommelighed samt høj trafiksikkerhed, dvs. veje med få kryds og tilslutninger samt få langsomme køretøjer. De tidligere amtsveje og de nuværende statsveje er alle udpeget som gennemfartsveje. Gennemfartsvejene varetager transportfunktionen og er indrettet til en hurtig og sikker afvikling af den gennemkørende trafik. Gennemfartsvejene dækker det behov, der er for transport mellem landsdelene, de omkringliggende områder og byerne. Trafikken afvikles med så lille hastighedsspredning som muligt for at sikre den gode fremkommelighed og den høje trafiksikkerhed. Derfor bør de langsomme køretøjer samt cykeltrafikken ikke blande sig med gennemfartstrafikken.

Fordelingsveje

Fordelingsveje defineres som veje, der forbinder lokalveje med gennemfartsveje og er karakteriseret ved god fremkommelighed, god tilgængelighed og god sikkerhed for alle trafikantgrupper. Fordelingsvejene samler trafikken op fra lokalvejene og fordeler trafikken videre til en anden lokalvej eller til en gennemfartsvej. Fordelingsvejene kan derfor have mange vejtilslutninger og betydelige trafikintensiteter, idet alle trafikantgrupper færdes her. Ligeledes kan der forekomme langsomme køretøjer på fordelingsvejene. På de åbne strækninger tilgodeses fremkommeligheden, mens krydsene prioriterer adgangen til lokalvejene og mellem fordelingsvejene indbyrdes.

Primære lokalveje

De primære lokalveje i det åbne land defineres som veje, der betjener lokaltrafikken og tilgodeser god tilgængelighed til den enkelte ejendom og skaber trafiksikkerhed for alle. Trafikafviklingen sker primært på de lette trafikanters præmisser. Lokalvejene giver alle trafikanter til og fra de omkringliggende ejendomme adgang til vejnettet. Vejene er kendetegnet ved mange kryds og tilslutninger og lave hastigheder af hensyn til sikkerheden.

Sekundære lokalveje

Sekundære lokalveje defineres som de veje i det åbne land, der har den laveste vejkategori sammen med de private fællesveje. De sekundære lokalveje skaber forbindelse til lokalvejene og skaber intern forbindelse mellem de sekundære lokalveje. Kriterierne følger som udgangspunkt kriterierne for lokalvejene. Foruden de nævnte hastighedsgrænser, der gælder for lokalveje, kan der på de sekundære lokalveje lokalt fastsættes hastighedsgrænser på 30 km/t. De sekundære lokalveje anlægges som minimum med en grusbelægning.

Vejklasser i byerne

Gennemfartsveje

Gennemfartsvejene i byerne defineres som de veje, der har en overordnet funktion til fordeling af trafikken også indenfor bygrænserne. Det er de veje, der leder trafikken ind og ud af byerne eller omkring byerne f.eks. i form af Ringvejen omkring Holstebro By. Gennemfartsvejene betjener den gennemkørende trafik, trafikken mellem Holstebro Kommune og de omkringliggende kommuner og mellem de enkelte bysamfund. Gennemfartsvejens funktion er at sikre en høj fremkommelighed for den gennemkørende trafik. Trafikken afvikles således på motorkøretøjernes præmisser.

Fordelingsveje

Fordelingsvejene i byerne defineres som de veje, der forbinder gennemfartsvejene og lokalvejene. Vejene indgår i et sammenhængende og overskueligt trafikvejnet for byen og byområdet og danner sammen med de primære lokalveje lokaltrafikområder af passende størrelse og mellem de enkelte kvarterer i byen.

Primære lokalveje

Primære lokalveje defineres som veje, der skaber forbindelse mellem fordelingsvejene og de sekundære lokalveje. Lokalvejenes funktion er at skabe adgang til det enkelte område og den enkelte ejendom. Trafikken på lokalveje afvikles primært på de lette trafikanters præmisser. Lokalveje bør udformes, så de opfattes som indirekte og besværlige for den gennemkørende trafik. Dette kan nås ved lavere hastighedsgrænser og etablering af hastighedsdæmpende foranstaltninger, etablering af overkørsler i kryds, hvor f.eks. fortove føres ubrudt forbi sidevejen samt vejlukninger mv. De lokalveje, hvor der kører kollektiv trafik, bør dog så vidt muligt friholdes for overkørsler samt vertikale hastighedsdæmpere.

Sekundære lokalveje

De sekundære lokalveje defineres som den laveste vejklasse i by. Disse veje betjener de lokale områder, de enkelte boliger, arbejdspladser, institutioner og butikker og den langsomtkørende trafik.