Søg | Indeks | Sitemap |  Til forsiden

Du er her: Forside Udviklingsmål for kommunen Uddannelse Redegørelse - Uddannelse

Udskriv siden

Redegørelse - Uddannelse

Uddannelse og fremtidens vækstmuligheder

En stor og veluddannet arbejdsstyrke er en af flere afgørende forudsætninger for den fremtidige vækst. Fortsat udvikling af et velfungerende uddannelsessystem er derfor en af de centrale udfordringer for at sikre det danske velfærdssamfund.

Den erhvervsaktive del af befolkningen falder de kommende år. Samtidig betyder globalisering, at flere og flere arbejdspladser flytter til lavtlønsområder i udlandet. Udflytningen rammer især ufaglærte jobs i industrien, som udgør en stor del af erhvervsstrukturen i Midt- og Vestjylland.
 
Konkurrenceevnen i vores område afhænger af, at der sker en omstilling fra traditionel fremstillingsvirksomhed til mere videnbaseret produktion og flere jobs i serviceerhvervene. Vores udfordringer er derfor at fremme en erhvervsudvikling, som i højere grad end i dag baseres på viden og kompetenceudvikling af medarbejdere i både den private og offentlige sektor.
 
Uddannelse spiller således en helt afgørende rolle for fremtidens vækstmuligheder. Det gælder uddannelse lige fra de første år i grundskolen til de efterfølgende muligheder for ungdomsuddannelse, videregående uddannelse og efteruddannelse. Holstebro har i dag flere forskellige og attraktive muligheder for uddannelser på disse områder. Og det er disse muligheder, som fortsat skal udbygges og styrke uddannelsesbyen Holstebro de kommende år.

Ungdomsuddannelser

I dag er det muligt at tage flere forskellige ungdomsuddannelser i Holstebro. Enten som en erhvervsuddannelse, der veksler mellem skole og praktik eller en gymnasial uddannelse, som giver adgang til en videregående uddannelse. De gymnasiale uddannelser omfatter almen studentereksamen, hf, hhx eller htx. Uddannelserne foregår i dag på flere forskellige institutioner, der er placeret ved siden af hinanden tæt på bycentret. Byrådet vil arbejde for at styrke samarbejdet mellem skolerne og udviske institutionelle grænser inden for ungdomsuddannelserne i Holstebro.

Talentudvikling

Der er flere forskellige talentuddannelser i Holstebro enten i kombination med en ungdomsuddannelse eller som et selvstændigt uddannelsesforløb. De aktuelle muligheder er inden for musik, billedkunst, dans og scenekunst og foregår sammen med relevante kulturinstitutioner i kommunen. Ligeledes er det muligt at dyrke idræt på højt niveau samtidig med, at de unge tager en uddannelse i Holstebro. Udviklingen af talenter er også integreret som et tilbud til børn i grundskolen. Orkesterefterskolen for klassisk musik og Den Kongelige Balletskole i Holstebro er således to helt særlige eksempler på, hvordan Byrådet har og fortsat ønsker at fremme talentudvikling og innovation i de forskellige uddannelsesmuligheder i Holstebro.

Videregående uddannelser

Holstebro har flere videregående uddannelser i regi af erhvervsakademiet på Holstebro Tekniske Skole og Holstebro Handelsskole samt velfærdsuddannelserne på VIA University College Campus Holstebro. VIA University College er en professionshøjskole, som uddanner pædagogiske, social- og sundhedsfaglige professionsbachelorer i region Midtjylland. Endvidere har VIA flere videregående uddannelser på det tekniske og merkantile område. Det forventes, at flere af uddannelserne på erhvervsakademierne også bliver en del af VIA som led i reformer på uddannelsesområdet.
Campus Holstebro omfatter i dag uddannelserne til pædagog, socialrådgiver, ergo- og fysioterapeut og sygeplejerske. Den er etableret i 2006 som en ny og moderne uddannelsesinstitution, der samler de videregående velfærdsuddannelser centralt i byen tæt på de regionale trafikforbindelser og boliger til studerende. Der er skabt et flerfagligt og attraktivt studiemiljø med helt klare fordele for studerende og undervisere. Campus Holstebro er derfor godt rustet til de fremtidige udfordringer med at tiltrække studerende og medarbejdere.  Byrådet vil fortsætte samarbejdet med VIA University College om at sikre optimale rammebetingelser for tilgængelighed og kvalitet i nuværende og nye muligheder for videregående uddannelser i Midt- og Vestjylland.

Holstebro Uddannelsesråd og dialog med aktører på uddannelsesområdet

Dialog er nøgleordet for Byrådets indsats for at styrke for uddannelsesbyen Holstebro. Byrådet har etableret Holstebro Uddannelsesråd, hvor uddannelsesinstitutionerne, erhvervslivet og kommunen i fællesskab tager initiativer, der skal fremme udvikling og markedsføring af Holstebro som en attraktiv uddannelsesby.

Boliger til studerende

Holstebro Kommune har lavet en aftale med de almene boligselskaber om boliggaranti for studerende. Samtidig er der et løbende samarbejde med boligselskaberne om at sikre et passende udbud af tidssvarende boliger til studerende. Holstebro Sportscollege er et eksempel på, hvordan studiemiljøet kan kombineres med gode sociale rammer. Her er det muligt at tage en ungdomsuddannelse samtidig med, at de unge bor sammen og dyrker flere former for eliteidræt.

Studiemiljø

Byrådet har fokus på, at et godt studiemiljø er afgørende for en attraktiv uddannelsesby. Forskellige muligheder for kultur- og fritidsaktiviteter og musikalske oplevelser skal bidrage til udviklingen af ungdomsmiljøet i Holstebro. Mødesteder for unge, musikspillested og øvelokaler for vækstlaget er muligheder, som byrådet vil arbejde med i fremtiden.

Transport

Samlet set er mere end 14.000 studerende og 1.700 medarbejdere tilknyttet uddannelsesinstitutionerne i Holstebro. En stor del af de studerende pendler dagligt til byen fra et stort opland. Byrådet vil sammen med de relevante aktører arbejde for, at de kollektive trafikforbindelser fungerer optimalt og sikrer god tilgængelighed til uddannelserne i Holstebro.